I blandt andet 1930’erne og 1940’erne, var uld det foretrukne garn til strikning, og det var væsentligt tyndere end de garner som vi strikker med idag. Uldgarner var let tilgængeligt og kunne købes til fornuftige priser, hvilket gjorde det til det foretrukne garn i mange husholdninger. Dengang var der stadig mange af dem som boede på landet, der havde egne får som kunne levere rå-ulden til at lave garn af. Der har været mange husmødre som har brugt talrige mørke vinteraftener på at karte og spinde ulden til brugbart strikkegarn. Garn som senere skulle blive til hjemme-strikkede bluser, veste og ikke mindst varme sokker som var slidstærke og kunne holde længe.
Selvom uld var det mest foretrukne garnvalg, så var der også andre garntyper som blandt andet rayon, bambus og kashmir. Det var dog garnkvaliteter som blev betragtet som mere luksuriøse og dermed dyrere, det blev derfor ofte brugt til finere strikkeprojekter eller gaver. Det var først da garn baseret på akryl kom på markedet i midten af 1940’erne, at der kom en ny mulighed for strikkeprojekter. Akrylgarn blev hurtigt populært på grund af dets rimelige priser og garnets store anvendelsesmuligheder. Det var et garn som kunne indfarves i mange forskellige farver og ikke mindst var det nemt at vaske i modsætning til uld. Sammenlignet med uld var akrylgarn også lettere og med en blødere struktur, samt ikke mindst mere modstandsdygtigt overfor mølskader og krympning. Det gjorde det til et godt valg for at strikke tøj og tilbehør, nogle hævder dog at akrylgarn manglede uldens naturlige varme og fornemmelse.
Garnvalg til vintage-opskrifter
Når du vælger at strikke efter de gamle opskrifter og der angives materialer i uld så vil det være en fordel at strikke tilsvarende i uld, da ulden har en anden elasticitet og fylde end akrylgarn. Hvis du vælger et andet garnmateriale, kan du derfor risikere at formen ikke bliver som forventet da garnet opfører sig anderledes. Selvom uldgarnerne idag er tykkere så findes der dog stadig de tyndere kvaliteter, gå for eksempel efter strømpegarner eller tilsvarende som ofte har den tykkelse som anvendes i mange vintage-opskrifter fra 30’erne, 40’erne og 50’erne.
